FAQ - Dansk

Her vil du forhåbentlig få svar på de spørgsmål, du har, inden du skal til svømning.
Skulle du mod forventning ikke finde svar, så er du altid velkommen til at skrive en mail til os!
Vi ser frem til at byde børn og voksne velkommen i AGF Svømning!

Fortrydelsesret og prøvetræning

Som medlem i AGF Svømning har du 20 dages fortrydelsesret fra din tilmelding er registreret. Det betyder, at du kan nå at prøve to undervisningsgange inden for fortrydelsesperioden.


Holdskifte

Ved afslutningen af forårssæsonen vil instruktørerne uddele holdanbefalinger for den næste sæson til klubbens børne- og ungdomsmedlemmer. 

Ønsker man at skifte hold i løbet af sæsonen, bedes man kontakte [email protected].

Da vores hold ofte er fyldt, kan vi ikke garantere, at vi kan finde en plads på et andet hold i det tidsrum man ønsker.


Aflysninger
I AGF Svømning gør vi alt for at undgå aflysning af undervisning, men en gang imellem sker det, at vi er nødt til at aflyse grundet pludselig sygdom, arrangementer eller tekniske problemer i hallerne.
Skulle det være nødvendigt at aflyse undervisningen, vil vi sende en sms og en mail til de berørte hold. Du bedes derfor sikre, at dine oplysninger er korrekte i den tilmeldte profil på Conventus.

Feriedage, lukkedage, opstart- og slutdage
AGF Svømning følger planen for ferier og fridage i Aarhus Kommune. 

Vi har derfor ingen undervisning i:

  • Efterårsferien
  • Juleferien
  • Vinterferien
  • Påskeferien
  • Helligdage


Alle fridage kan findes under kalenderen og er markeret med lyserød.

Sådan finder du svømmehallerne

AGF Svømning tilbyder svømning i fire svømmehaller; Aarhus Svømmestadion (Aarhus C), Gellerupbadet (Brabrand), Stensagerskolen (Aarhus V) og Søndervangskolen (Viby J).
Du kan finde adresserne på svømmehallerne ved at trykke her.


Når du modtager din tilmeldingsbekræftelse, vil adressen på bekræftelsen være Terp Skovvej. Dette skyldes, at vores hovedkontor har adresse her, og det er ikke adressen på den svømmehal, du er tilmeldt i.

Adgang til svømmehallerne
Medlemmerne har adgang til omklædning fra 15 minutter før undervisningsstart. Det gælder både Aarhus Svømmestadion, Gellerupbadet og Søndervangskolen. På den måde undgår vi for mange i omklædningsrummene på en gang.


Mødested i svømmehallerne

Inden undervisningens start mødes svømmerne på bassinkanten til afkrydsning og gennemgang af dagens program.

Svømmerne mødes følgende steder:

  • Aarhus Svømmestadion: Alle hold mødes ved tribunerne, modsat indgangen.
  • Gellerupbadet: Plask og leg, Rødhajer og Blåhajer mødes ved de små bassiner. Hammerhajer, Tigerhajer, Hvidhajer, Hvalhajer, Tweens og motionshold mødes ved det store bassin.
  • Søndervangskolen: Alle hold mødes ved svømmebassinerne ud for omklædningsrummene. Motionsholdene hopper i på midterbanen.
  • Stensagerskolen: Alle hold mødes i hjørnet til venstre for holdets indgang. 


Registrering af fremmøde

I AGF Svømning vil vi forsøge os med digital afkrydsning af de fremmødte medlemmer, så vi sikrer, at det kun er tilmeldte, der er på holdet. I vil derfor se vores instruktører med en smartphone eller tablet i begyndelsen af undervisningen.
Registrering er også vigtigt, da kommunen kræver fremmødestatistik ved udbetaling af aktivitetsstøtte til foreningen.

Omklædning og afvaskning 

Før man benytter bassinerne er det vigtigt, at man er ren. Det betyder derfor, at man skal:

  • vaske sig uden badetøj, inden man går i bassinet.
  • vaske håret og kroppen grundigt med sæbe.
  • vaske sig grundigt igen med sæbe efter toiletbesøg.


Regler i svømmehallen

Når man opholder sig i svømmehallen, er der nogle regler, man skal overholde. Det er der for at undgå ulykker i bassinerne eller på de våde bassinkanter.

  • Man må ikke løbe i svømmehallen
  • Man må ikke gå i vandet, før instruktøren giver lov
  • Man må ikke opholde sig ved bassinkanten, før instruktøren giver lov
  • Man skal forlade bassinet, når instruktøren kalder en op, da det næste hold starter kort tid efter
  • Man må ikke benytte mobiltelefon eller kamera i svømmehallen eller svømmehallens omklædningsrum


Specielt for babyer og mindre børn

Det er vigtigt, at børn, der endnu ikke er renlige, iføres badeble OG korrekt badebuks.

Undervisning

I AGF Svømning har vi en aktivitetsbaseret tilgang til undervisning på vores børne- og ungdomshold. Det betyder, at alle grundfærdigheder - vejrtrækning, balance og bevægelse - hovedsageligt indlæres gennem lege og aktiviteter og i mindre grad gennem banesvømning og indlæring af stilarter. 

Under hver holdtype står der, hvilke målsætninger der er for holdet i løbet af sæsonen, og også hvilke forudsætninger svømmerne skal have, hvis de skal have noget ud af undervisningen.

Opfyldelse af disse målsætninger vil over tid skabe et fundament for at kunne bevæge sig sikkert rundt i vandet og få en forståelse og fornemmelse for, hvordan kroppen påvirkes i vand.


Udstyr

I AGF Svømning er målsætningen, at man svømmer uden opdriftsmidler eller hjælpemidler. Dog kan det være en fordel for nogle børn at få hjælp.

Derfor stiller vi bælter, plader og aqua-orme til rådighed for medlemmerne. 

Vi benytter ikke badevinger, da de hindrer indlæring af flere bevægelser indenfor svømning.


Trænere i vandet

På vores børnehold er der altid en instruktør eller hjælpeinstruktør i vandet. Dette skaber en tryghed hos svømmerne og gør, at underviseren i nogle tilfælde kan komme helt tæt på børnene og give dem feedback under en aktivitet eller øvelse.


Sikkerhed

Alle instruktører over 16 år gennemgår hvert år en bassinprøve, hvor der øves livredning og førstehjælp. Det betyder, at der på alle undervisningshold er minimum en instruktør med en gyldig bassinprøve. Prøven er først gyldig, fra man er 16 år, så flere hjælpeinstruktører har ikke prøven, da de er under 16 år.


Børneattester

Hvert år indhentes der børneattester på alle instruktører, som arbejder med børn og unge under 15 år.

Forældre på kanten

I AGF Svømning ønsker vi et godt samarbejde med forældrene omkring børnenes svømning. Vi tror på, at en god forældreinvolvering i børnenes idrætsdeltagelse skaber en højere trivsel og bedre fastholdelse af svømmerne.

Vi ser dog også, at svømmerne ofte har svært ved at koncentrere sig om at modtage instruktioner fra instruktøren, når forældrene opholder sig i svømmehallen.

Vi ønsker derfor, at forældrene er med de første to undervisningsgange i en ny sæson samt deltager i forældredage den sidste undervisningsgang inden efterårsferien, juleferien og påskeferien.

De øvrige dage beder vi forældrene opholde sig uden for svømmehallen, så vi sikrer, at børnene får den bedst mulige undervisning. 


Særlige behov

Nogle børn og unge har særlige behov, fx. diagnoser eller sygdomme, som gør, at de kræver ekstra opsyn. Skulle det være tilfældet, så tag fat i instruktøren og forklar, hvorfor I ønsker at være til stede i svømmehallen, mens der er undervisning, eller kontakt sportschef Mads Hjorth inden sæsonstart ([email protected]).

I tilfælde af børn med epilepsi er det et krav, at barnet er under opsyn fra en forælder eller lignende under svømmeundervisningen.


Forældresvømning

I Gellerupbadet og på Søndervangskolen tilbyder AGF Svømning motionssvømning for vores voksne medlemmer, mens vi på Aarhus Svømmestadion tilbyder undervisningshold og motionshold for voksne.

Du kan se, hvilke voksenhold vi tilbyder, ved at trykke her.

Kommunikation

Kommunikation med klubben sker på mail til Sportschef Mads Hjorth på [email protected]

Har I spørgsmål til holdanbefalinger, holdskifte, kontingent og lignende, eller ris/ros til vores undervisning eller instruktører, så tøv ikke med at kontakte os.


Kontingent

Halvvejs i sæsonen nedsættes kontingentet, så det igen er attraktivt at tilmelde sig, selvom man har misset den første del af sæsonen.

Kontaktpersoner

Profile Image
Svømmeskoleleder
Emil Træholt